Klublivet i slutningen af 1700-taller
Mit navn er Klaus Mogens Münther, uddannet jurist ved Københavns universitet d. 18. juli 1794. Jeg har vagt opsigt hos mange betydningsfulde personer, både positivt og negativt, med mine begavede argumentations evner, mit skarpe sind og mit gode udseende. Ja, Magasinet, ”Enevældens Magtfulde Adel”, nominerede mig da også til ”borgerstandens håb”, i deres artikel, ”Død over Borgerstanden”, en titel som jeg er ret stolt over, hvis jeg selv skal sige det. Desværre tog P. A. Heiberg i selv samme artikel titlen, som ”Borgerstandens Talsmand”. En flink mand, hvis jeg selv skal sige det. Han besøgte for resten min klub her den anden dag og var skyld i en masse ballade. Han blev vist desværre nød til at flytte en uge senere, hvilket er en skam, men giver da heldigvis mulighed for at nominere en ny til ”Borgerstandens Talsmand. Indtil videre kan jeg dog også tage mig til takke med udnævnelsen, som ”den mest sexistiske mand nogensinde” i kvinde ugebladet, ”Under Tøflen”. En titel, som ellers burde virke hos de mange unge damer, da mange damer synes godt om en sexet mand. Jeg har da også her på det sidste prøvet at være med på moden. Ja, engelsk frakke og hat det skal der til!
Alt denne ros og opmærksomhed gav mig lyst til at åbne en klub, hvor begavede individer, som jeg selv kan more os, høre musik, spille spil og diskutere politik. Efter den flotte nominering, som ”Borgerstandens Håb” besluttede jeg mig for at give klubben et navn, til ære for adelen og den enevældige kongen, og hvilket navn er af denne grund mere passende end ”Münthers Konge Klub”? Et navn der godt nok bliver grint af blandt klubbens medlemmer, men det kan da kun være pga. navnets originalitet. Det er især min gode ven, Sven Ove, der griner af det. Ifølge ham er jeg snu som en ræv og genial til at overbevise vores opsynsmand Bent Børge om, at vi skam er store tilhængere af enevælden. Ved ikke hvad Sven mener med at overbevise, men der er ingen tvivl om at Bent Børge ikke er den skarpeste ske i skuffen, da jeg ofte bliver nød til at gentage alt til ham, hver gang jeg ytre mig om enevældens storhed. Men flink og hjælpsom er han. Han er, som jeg selv siger til ham, den største gave enevælden har skænket os. Tænk at enevælden tænker på os unge borgere sikkerhed, som ved en sjældent lejlighed kan få en smule for meget at drikke, og derfor har svært ved at begå os.
Som sagt spiller vi mange spil i klubben og tit indgår der også en masse alkohol, men en ting jeg virkelig holder af er, når vi diskutere politik. Ofte så taler de andre om skærpelsen af ytringsfrihed og censuren, som virkelig har ramt dem alle hårdt, og at dem, som ikke er adelige, har svært ved at finde job. Jeg ved ikke, hvilke fora de kommer i, udover min klub, men for mig har denne skærpelse af ytringsfriheden ingen konsekvenser haft, hverken for job eller frihed til at ytre sig. Men disse diskussioner er ofte det allerbedste i løbet af sådan en aften og ender ofte med rosende bemærkninger, som ”Klaus du er hylende morsom”. Åbenbart mestre jeg udover det juridiske sprog også Ironi, hvilket jeg er glad for, da jeg aldrig helt har forstået, hvad det var.
Tiden vi lever i er præget af forfærdelige ting. Se nu engang den franske revolution. Alt min sympati går til den franske enevælde og adel, som ikke blot bliver væltet af tronen, men også mister hovedet. Franskmændene er nogle skøre nogle, det har jeg altid sagt. Ja, der kan man bare se, hvordan den farlige tænker John Locke kan vildlede almindelige borgere. Alt det vold og blod! Nej, jeg synes at den franske revolution er et godt billede på, hvad der sker ifølge Thomas Hobbes, når vi borgere er uden en Suveræn. Dette har jeg dog fundet ud af, at de andre i klubben ikke kan lide at høre, så det holder jeg for mig selv. De væmmes nok også ved tanken. En anden tænker jeg væmmes ved er ham den gamle Rousseau, en forvirret tosse, som alle åbenbart er vilde med, ja selv kongen, som jeg ellers ikke taler ilde om, opdrager prinsen efter ham. Han løber rundt på bare tær og får lov til at gøre hans egne erfaringer. Han er Danmarks næste konge og han løber rundt i mudder og slår hul i hovedet? Hvad bliver det næste? Selvstændige kvinder? Nej fy føj det er dog en væmmelig tanke, Jeg ville sulte. Jeg spytter på Rousseaus grav – jeg spytter på den! Se bare engang på hans ideale bonde fællesskab, som tydeligvis er noget være vrøvl. Jeg så to selvejende bønder her forleden dag, som ikke kunne være mere henrykte ved at slippe ud af stavnsbåndets fællesskab.
Ja, det er en skør tid vi lever i.
Skrevet af Sune
Dagbog fra den borgerlige offentligheds fremvækst i slutningen af 1700-tallet. Begivenheden finder sted ved én af de københavnske klubber
Kære dagbog…
Mit navn er Herman von Schnik Schnak. Min snaksagelige slægt kommer fra Tyskland, men nu er jeg flyttet til Danmark. Jeg er kommet hertil for at snakke i de nye klubber, jeg har hørt om i København. Jeg nyder selv en frisk debat med mine medmennesker, især kan jeg lide John van Turd, som også er tit i klubben – han er umådeligt veltalende, og har dog altid noget fornuftigt at skulle have sagt. Selvom vores klub, Kronprinsens klub, er autoritetsovervåget, er det alligevel rart at kunne mødes et sted og debattere næsten alt. Udover at snakke sker det til tider, at vi får en lille én. Sidste gang fik van Turd sådan en skid på, at han blev smidt ud af porteren - det var ikke så godt.
Mens jeg retter mig op i den komfortable læderstol, korrigerer jeg da lige på mine nye klæder, der på trods af mangel af fine detaljer og eksotiske knapper lavet af sølv osv., vidner det om min slægts økonomiske velstand. Siden min slægt har betalt for klæderne, da jeg pt. er arbejdsløs, er det fabrikeret af gode materialer, pasformen passer godt til min runde facon og ikke mindst, så er det hele da rent, hvilket ikke er noget man kan sige om Hanz Filét, som også er i vores klub. Han har heller ikke en snus forstand på mode, den joker.
Efter at have rettet mig op i stolen vil jeg da lige gøre mig nogle tanker om de revolutioner, som er sket for nylig – senest den franske revolution. Det er vigtigt, at jeg ikke begynder at tænke min halvkritiske tanker højt nu, ellers er det muligt, at jeg får en stor bøde af de højere magter. Der var én af de helt unge i klubben, som talte kritisk om kongen af Danmark, og han blev da sendt til udlandet med beskeden om, aldrig at komme tilbage. Han havde udtalt sig mens der stod en lyttende embedsmand lige bag hans stol.
Men de revolutioner, som vi hører om i Danmark er da ganske interessante, jo. Borgerne kæmper i blodige opgør mod de højere magter i håb om at få rettigheder såsom større frihed. Personligt finder jeg ytringsfriheden som værende den vigtigste – mit navn er jo trods alt Herman von Schnik Schnak. Jeg forudser at andre veltalende borger som mig selv, vil få meget gavn af denne ret. På den anden side er der sikkert også mange, som vil misbruge den. De dumdristige, mindre velstillede borger fra bunden af samfundet vil lave en fejltagelse om, at de nu pludselig har retten til at sige alt uden den mindste konsekvens. Hvis dette sker, må der slås hårdt ned på det, ellers ender vi i et samfund uden gensidig respekt for alle parter. Men retten til at ytre sine kritiske indfald (så længe det gøres med manér) overfor autoriteterne uden at blive forvist af landet ser jeg som stor fordel for borgerne – måske kan det endda også være med til at forbedre landet?
Mine tanker driver mod de fine filosoffer fra udlandet. Rousseau og Locke er nogle af dem som vi hører mest om herhjemme. Efter min mening er det nogle gode folk, som har hjulpet de daværende undersåtter til nu at blive borgere med indflydelse! Det ser jeg som positivt, og jeg glæder mig over, at man som borger nu har rettigheder og bliver anset som et individ og ikke bare en undersåt, der ingen gavn gør. Disse tænkere har hjulpet borgerne med at gøre op mod autoriteterne, som førte deres land, således at det nærmest kun gavnede de højtstående, og gjorde det svært for svage. I Danmark mangler vi lige den sidste frihed. Og nyhederne om revolutionerne i først De Forenede Stater og senest i Frankrig vil nok inspirere borgerne herhjemme om at gøre endeligt op mod kongen. Enevælden sætter en begrænsning for, hvad man burde have ret til som en lovlydig borger. Ydermere er fordeling af goder stadig ulige, da kongen og adelen har klar førsteret til stort set alt. Jeg ser i hvert fald gerne, at adelen får mindre magt, da de nu for nylig har stålet arbejde, som jeg har søgt, lige foran mig!
Mine tanker om de gode filosoffer, borgernes rettigheder og enevælden havde gjort mig så ophidset, at jeg endte med at udbryde "Vi må af med kongen i Danmark"... At jeg måtte lide samme skæbne som én af de andre unge i klubben, havde jeg nu ikke set komme - for jeg var jo klog! Men hvorom alting er, så havde jeg overset den embedsmand stående bag min læderstol. Han havde hørt mit udsagn. Hvilken trist ting! Jeg blev sent tilbage til min hjemland, Tyskland og skulle betale store summer rigsdaler for de bøder som jeg fik.
Skrevet af Anders
Ingen kommentarer:
Send en kommentar